Dette er en anmeldelse af Lego Technic model 42114: 6 hjulet Volvo Dumper.
I 2014 kom Lego Technic model 42030 Fjernstyret Volvo L350F hjullæsser på markedet. B-modellen til denne model, var en fjernstyret Volvo Dumper. Det var dengang Power Functions var det der gjorde, at modellerne kunne bevæge sig. Den sidste Power Function model kom på markedet i 2018 og i 2019 kom afløseren, da Lego holdt sit indtog på det mobile device område med lanceringen af ”Lego Technic Control+”. I august 2020 kom en opgraderet version af den gamle fjernstyrede Dumper. Den nye model skulle være den dyre af de to motoriserede modeller i efterårsprogrammet, men takket være en tysk anti-krigsorganisation, endte den med at blive den billigste af de to motoriserede modeller.
Indpakning.
Modellen leveres i en æske med dimensionerne BxHxD: 575x475x120 mm. Inden i denne æske, er der en hvid æske med dimensionerne BxHxD: 465x280x105 mm. Modsat indpakningen på Land Rover Defender, er der ikke meget spildplads her, hvilket vidner om, at der er tale om en stor model.
Forsiden er præget af modellen i en grusgrav. Til venstre er angivet modelnummer, modeltitel og aldersmålgruppen. I nederste venstre hjørne er Volvos logo placeret og i nederste højre hjørne, er vist at modellen styres via Lego Technic Control+.
Bagsiden består af et hovedbillede som viser Dumperen med tippet lad. Derudover er der 9 mindre billeder: et der viser forbilledet for dumperen, med angivelse af de vigtigste, tekniske specifikationer, et der viser modellens dimensioner, et der viser hvordan motorhjelmen kan åbnes, et der viser at man via appen kan dreje og et der viser, at man via appen kan kontrollere de enkelte gear og gearskift. De sidste 3 billeder viser primært skærmbilleder fra appen.
Æskens indhold består af 12 poser som er nummereret 2 til 4. Den hvide æske indeholder 5 poser med nummer 1, en pose med 6 dæk, en pose med hjulkapsler, en lille sort box med styringen til Lego Technics Control+, et ark klistermærker og sidst men ikke mindst en samlevejledning.
Nye elementer.
Der er to nye elementer:
- Hjulskærm (part nummer 6316344)
- Control+ Servo motor (part nummer 6317490)
Derudover er der nogle allerede kendte elementer i nye farver.
Byggevejledning.
Byggevejledningen er trykt på lækkert glitrende papir og det er på 456 sider fordelt med:
- Selve byggevejledningen som fylder 437 sider.
- Herefter er der 3 sider med vejledning i hvordan Lego Technic Control+ downloades og hvilke funktioner der kan styres via app’en.
- Så er der to sider, hvor originalen er afbildet overfor modellen
- To sider viser hvilke Technic Control+ modeller der findes pt.
- Så er der 7 sider der forklarer hvordan man håndterer batterier og at man IKKE smider dem i skraldespanden
- Til sidst er der tre siders part liste.
Generelt er vejledningen god og der bygges langsomt men sikkert frem. Kendetegnende for disse store modeller er, at der kan være billeder, hvor det er lidt svært at gennemskue hvor de enkelte komponenter skal monteres så nogle steder er det lidt gætværk.
På trods af flittig brug af vende symboler, er der to steder, hvor det er smuttet:
Instruktion 231-232 og instruktion 327. I det sidste tilfælde, er der samlet en lille komponent, som skal vendes, inden der presses en rød aksel ned gennem en bom for at fastholde denne lille konstruktion. Det skal man lige selv lure sig frem til.
I den lidt mere kuriøse afdeling optræder der på instruks 442 en komponent, som først bliver samlet i instruktion 443-454.
Samling.
Samlingen sker i 4 trin:
- Understel for lad og gearkasse
- Karosseri til forvogn og motor
- Førerhus og detaljeret motor
- Lad
Samlingen af del 1 sker uden de store problemer og uden de store gentagelser. Efter de første 105 instruktioner, er der et helsides billede af, hvordan de to differentialer skal sidde i forhold til hinanden. Dette bliver også vist under samlingen af del 2 – her vises dels detaljeret, hvordan differentialet under førerhuset skal sidde (instruktion 324) og dels hvordan de tre differentialer skal sidde i forhold til hinanden (instruktion 340). Del 2 slutter med, at ledningerne til Control+ motorerne skal monteres i nogle holdere, som skal sikre, at ledningerne holdes fast. Det er der for så vidt ikke rigtigt noget svært i, men når man så starter på del 3, så bliver det sjovt. Her startes med at samle batteriboksen til Lego Technic Control+ og dels er det ikke helt nemt at montere den på chassiset og dels havde jeg samlet ledningerne, så den fri afstand på de ledninger der skulle monteres på selve batteriboksen var for kort. Efterfølgende gik det ikke særlig godt med at trække lidt i ledningerne. Lige netop der virkede klemmerne fantastiske. (Rolig nu – dybe vejrtrækninger – ingen grund til panik). Efter dette lille intermezzo, fortsætter samlingen stille og roligt og der tegner sig hurtigt omridset af en meget stor maskine. Selve ladet samles i del 4 og hvis ikke maskinen så stor ud inden samlingen af ladet, så går der ikke lang tid før det hele fremtræder meget stort. Technic model 8264 fra 2009 kan uden besvær stå på ladet.
Detaljer.
Der er mange fine detaljer på denne model:
- Differentialerne er blevet noget kraftigere end de tidligere sete, hvilket er med til at give indtrykket af en voldsom stærk maskine.
- Hvis man hører til dem der bruger de klistermærker der er med modellerne, får man her et billede af, hvad der foregår i motoren, idet mærkerne illuderer gitterstruktur og kig ind til motor.
- En imponerende front med Volvo logoet.
- Ved at trække en pind ud forfra, kan motorhjælmen åbnes. Pinden kan så bruges til at holde motorhjælmen åben. Et kig ind under hjælmen afslører en 6 cylinder Volvo motor med udstødningsrør, slanger og ventilatorer.
- Orange gelændere på trappen op til førerhuset.
- Roterende blink på taget. Normalt bruges dette lys til at dreje, når modellen kører frem eller tilbage, men i denne model bruges det til at starte Control+ op.
- Frontlys og baglys. Dette er de standardbelysninger der bruges i de fleste modeller – ”problemet” her er så, at de ser meget små ud.
Funktioner.
For at kunne arbejde med modellen, er det nødvendigt at have en smartphone eller en tablet. Jeg mente at det var bedre at bruge en tablet, da den har lidt større skærm end en smartphone, ergo anskaffede jeg en Lenovo tablet – mest fordi den var på tilbud hos den lokale elektronik pusher. Det var dumt – havde jeg nu læst nederst på side 439 i samlevejledningen, ville jeg vide, at der findes en devicecheck website. Et kig på denne side afslørede, at Lenovo ikke er et mærke der er kompatibelt med Control+ app’en.
Nåh, men så var det jo i gang med telefonen. App’en blev installeret, og da jeg startede den op, skulle jeg først vælge hvilken af de app baserede modeller jeg ville køre med. Herefter skulle hub’en opgraderes, da der er kommet ny firmware siden den blev puttet i pakken fra fabrikken.
Herefter skulle jeg lige rydde gulvet, for modellen skulle kalibreres. Det klarede softwaren selv.
Skal alle features omkring Control+ beskrives, vil det kræve en hel artikel for sig selv, så her skal jeg blot nævne de væsentligste ting ved kontrolpanelet for denne model:
- Først er der en kort introduktion til, hvordan lastvognen (som den omtales) betjenes. Har man sat lyd på, så mødes man med den dejlige lyd af en arbejdende dieselmotor.
- Der er 4 gear: 1, 2, D og N. Når den står i position N, kan ladet betjenes.
- Retning og drejning styres af en knap i nederste venstre hjørne.
- Når modellen bakker, bip-bip’er den som en rigtig lastvogn.
- Når modellen kører, lyser en lille pære ved ladkontrollen rødt, så det ikke er muligt at tippe ladet under kørsel.
- Der er både et speedometer, en omdrejningstæller og en brændstofbeholdningsindikator.
- Og så er der et båt horn der virkelig dur.
- I midten er der en skærm der kan vise forskellige ting:
- Hældning af køretøjet
- De forskellige gear
- Der kan simuleres læs på. Der kan læsses indtil 55 tons på. Lastvognen kører da langsommere jo mere læs der er på.
Tidsforbrug.
Hvor lang tid tager det så at samle denne fantastiske dumper?
Delelement | Antal poser | Samletid for delelement | Samlet tid |
Understel til lad + gearkasse | 5 | 2 timer og 6 minutter | 2 t 6 min |
Karosseri + motor | 4 | 2 timer og 3 minutter | 4 t 9 min |
Førerhus og motor | 4 | 2 timer 51 minutter | 7 t |
Lad | 4 | 1 time 22 minutter | 8 t 22 min |
Konklusion.
Som det fremgår af ovenstående, så er jeg meget glad. Jeg har et eller andet med entreprenørmaskiner og når jeg samler mig til en stor en af slagsen – jamen så er det bare en god dag. Selve samleoplevelsen er en oplevelse, men det helt store kommer, når der bliver sat strøm til. Dette er en første Technics Control+ model jeg har samlet og for mig, er der ingen vej tilbage. Nu er modellerne mere totaloplevelser, end ”bare” nogle modeller der skal gøre børn i alle aldre interesserede i teknik og hvordan det virker. Det burde ligge lige til højrebenet for designerne at tage det meste af bagkataloget og konvertere det til Control+ modeller. Jeg vil i hvert fald håbe, at der snart kommer en mobilkran med denne option.
Dog er der også nogle spørgsmålstegn ved denne type modeller: hvor længe vil Lego vedligeholde Control+ app’en? Er vi der hvor vi om 10 år kun kan have modellerne til pynt, fordi app’en ikke bliver vedligeholdt?
Nu skulle jeg starte med en firmware opgradering og det er som sådan fint nok, men når man ved hvor mange firmware opgraderinger der kommer til normale computerprogrammer, hvor tit skal man så tage modellerne frem og opgradere.
Og så savner jeg lidt en grundlæggende introduktion til konceptet – jeg måtte f.eks. ind på nettet for at finde oplysninger om, hvordan hub’en slukkes efter endt arbejde. Der kunne godt have været en side eller to i samlevejledningen, som beskrev selve grundhåndteringen af Control+ komponenterne.
Når det er sagt, så må jeg også erkende, at der er valuta for pengene i denne model.