Lego Technics

Som det ses under mit CV, er jeg ingeniør og dermed også en smule nørdet.

Min store hobby er Lego Technic som indeholder alt det en ingeniør kan ønske: tandhjul, ting der roterer og noget der er meget lig med teknikken som den er i virkeligheden.
Samtidig bruger jeg min hobby som et fristed, hvor der er lukket fuldstændigt af for arbejdet. De store teknik modeller kræver en del koncentration at samle, og det er ganske udfordrende. Det er sjovt at bruge over ti timer på at samle noget, som så til sidst kan rotere, løfte, fjernstyres eller lignende.

Jeg er ikke af den kreative type, som ud fra egen fantasi kan bygge Technic modeller. Jeg samler modellerne ud fra de vejledninger, der leveres med, når man køber æskerne. De store modeller bruger jeg som skulpturer, hvilket vil sige, at jeg ikke splitter dem ad, efter at de er samlet.

Interessen startede i 1977, da jeg til min fødselsdag fik en af de første Lego Technics modeller, der blev sendt på markedet. Det var en rød traktor, som hovedsageligt bestod af de almindelige Lego klodser tilsat lidt tandhjul og stænger. Efterfølgende fik jeg en mobilkran og en bulldozer. Herefter forsvandt Lego lidt i baggrunden, men i 2000 fattede jeg interesse for det igen, og fik noget af en overraskelse. Nu var der stort set ingen almindelige Lego klodser i modellerne, men udelukkende Technic klodser, dvs. klodser uden knopper. Nu blev klodserne hægtet sammen.

Da jeg genfandt interessen for Technics, havde jeg en ide om, at jeg ville have alle de modeller, der blev sendt på markedet. Den ide gik jeg hurtigt bort fra – dels fordi der kommer mange modeller (og min lejlighed bliver ikke større 🙂 ) og dels fordi, der ikke er nogen store udfordringer i de små modeller. Det sker dog at jeg køber en lille model, men det er kun for at få lidt udskiftning i mit vitrineskab.

Nedenstående er billeder af nogle af de store modeller.

  • 9396 - Rescue Helicopter