Sofie Sarenbrant – Tiggeren

Titel: Tiggeren

Serie: Emma Sköld (5)

Forfatter: Sofie Sarenbrant

Genre: Kriminalroman

Forlag: People’s Press

Udgivet: 2016

Antal sider: 374

Stockholm hjemsøges af en række mystiske mord på rumænske tiggere. Et af disse mord overværer tiggeren Soraya og fra det øjeblik, er hun et jaget bytte. Meget bedre går det ikke for de politifolk, som interesserer sig for sagen. De kommer af dage ved forskellige ulykker. En af disse betjente stifter vi bekendtskab med i “Babysitteren”, hvor Emma fra sin hospitalsseng, graver i den gamle sag. Den nysgerrighed som Emma udviste, medfører at vi starter “Tiggeren” ved bisættelsen af Emma.

Emmas mistanke om at der var nået galt med efterforskningen, har ført til at hendes far – den tidligere politimester Evert Sköld – har besluttet sig for at følge sagen til dørs.

Evert har et es i ærmet, for i baggrunden har han i al hemmelighed en person der længe – med risiko for eget liv – har haft mistanke om, hvem der står bag drabene. Og hvorfor.

Som sagen skrider frem, bliver der mere og mere pres på Evert for han ved ikke hvem han kan stole på. Emmas nærmeste kollega Nyhlén vil gerne være en del af efterforskningen, men Evert ved ikke om han kan stole på Nyhlén. Samtidig bliver Nyhlén også efterstræbt af de personer, der sikrede at Emma nu er blevet bisat. Everts kone Marianne begynder at opføre sig mærkeligt, noget som Evert i første omgang tilskriver, at hun er tynget af sorg over Emmas død.

Tiggeren er femte bind i serien om Emma Sköld og nu er vi på det punkt i serien, hvor det ikke giver mening at læse bogen uden at have læst forløberen. Historien i Tiggeren er så småt startet op i Babysitteren. Bogen er svær at lægge fra sig, for det er små, korte kapitler med de mest irriterende cliffhangers. Sproget er som sædvanligt let tilgængeligt hvilket gør det til en fornøjelse at læse bogen.

Jeg vil give “Tiggeren” 4 stjerner.