Camilla Grebe – Husdyret

Titel: Husdyret

Serie: Malin (1)

Forfatter: Camille Grebe

Genre: Kriminalroman

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Udgivet: 2017

Husdyret er en selvstændig fortsættelse af “Når isen brister” og hvilken fortsættelse. Husdyret har vundet prisen for Årets Svenske Krimi 2017 og Glasnøglen 2018 for årets bedste nordiske krimi.

Malin var som teenager sammen med nogle ikke helt fine kammerater. En aften er de ude i skoven for at drikke, men den hyggelige stemning bliver brat afbrudt, da de finder skelettet af en lille, uidentificeret pige.

Nu er Malin blevet voksen, hun er ansat ved ordenspolitiet og kæreste med en advokat. De planlægger bryllup og alt er godt.

Politiet i hendes barndomsby Ormberg har fundet ud af, at de vil tage fat i den gamle, uopklarede sag om det uidentificerede barneskelet og derfor hentes Malin, sammen med nogle erfarne kriminalefterforskere fra Stockholm, til Ormberg. Malin som egentlig har gjort alt hvad hun kunne for at komme væk fra Ormberg, er nu tilbage og hun er ikke helt stolt over det.

Et par af efterforskerne er hovedpersonerne fra “Når isen brister” nemlig Peter og Hanne. En aften forsvinder Peter sporløst og Hanne bliver fundet stærkt forkommen i skoven uden nogen som helst erindring om, hvem hun er eller hvad der er sket.

Jake, en lokal dreng, er på gå tur i sneen og ser Hanne vakle rundt. Han ser dog også, at Hanne bliver samlet op af en tilfældig bilist, som kører hende på hospitalet. På vej hjemad, finder Jake Hannes dagbog, som han gerne vil overgive til politiet, men på grund af en hemmelighed, kan han ikke.

Historien fortælles af Malin og Jake. Malin følger vi i opklaringsarbejdet og Jake følger vi i hans dagligdag med de problemer en ung dreng nu trækkes med i en lille landsby hvor alle kender alle. Mens historien skrider fremad, læser Jake sig gennem Hannes dagbog og på den måde får hun også en stemme. En stemme hun bruger til at fortælle hvordan hendes og Peters liv er, hvordan det er at genopdage kærligheden til en man elskede engang, men samtidig et liv, hvor hukommelsen mere og mere forsvinder og hvor folk omkring hende begynder at opføre sig mærkeligt.

Ormberg er en træt by. Hvor den tidligere var en blomstrende industriby med mange fabrikker, er den nu lukket helt ned. Det har medført en del fraflytning og nu er det kun de arbejdsløse og de gamle mennesker der er tilbage. Det er en by i forfald, men også en by, hvor der er kommet et flygtningecenter, som de lokale ser som en torn i øjet. Flygtningene får nemlig alt, mens de lokale ingenting får. Camilla Grebe bruger denne konflikt til at kommentere et af tidens varme politiske emner.

Husdyret er en særdeles god krimi – de to priser den har fået, er velfortjente. Den handler om løgne, falskhed, fordomme og det mørke i mennesker. Personskildringerne er gode – jeg fik næsten helt ondt af Hanne og hendes situation. Den er godt skrevet, der er et godt tempo over den og så er der en overraskende slutning.

Den får 4 ud af 5 stjerner og så skal jeg hurtigt videre til efterfølgeren for hold da op hvor er det en god serie.