Jan Guillou – Øje For Øje

Øje For Øje er den sjette bog i Jan Guillou’s Hamilton serie.

Det svenske udenrigsministerium modtager en kuvert med en afklippet pegefinger. Denne stammer fra en svensk våbendirektør og afsenderen er den italienske mafia. De vil gerne have fat i en våbenleverance fra Sverige til Italien og derfor har mafiaen tager tre svenskere som gidsler. For at få de tre direktører tilbage og samtidig forhindre, at mafiaen får fat i våbnene, som de vil bruge til videresalg til en stat i Mellemøsten, sender det svenske udenrigsministerium, deres bedste agenter afsted. Carl Hamilton følges med Joar Lundwall til Sicilien, hvor de tager kontakt til mafiaen og forklarer deres mission. Hamilton og Lundwall færdes i første omgang uden våben og dette viser sig, at få fatale følger. Er der en man ikke skal provokere, så er det Hamilton og da han først har fundet ud af, at mafiaen ikke fører krig efter de gængse regler, bliver der hedt på Sicilien. På den ene side er der tre svenske agenter og på den anden side, er der et utal af mafiosi, som ikke kan gennemskue hvem der er ven, hvem der er fjende og hvor mange agenter de egentlig står overfor.

Undervejs bliver man som læser udfordret på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Hvis en mafiosi skærer hovedet af en person, så er det forkert, men når det er en svensk agent der skærer hovedet af en mafiosi, er det så i orden? Kan man holde med en helt der optræder som skurk? Og kan man kun gøre det, fordi modstanderne er værre?

Øje For Øje er en spændende fortælling, med en overraskende slutning. Der er gennem hele bogen fokus på Hamiltons mission og der er ikke så mange sidehistorier, som forstyrrer. Den gennemgående historie om Hamiltons privatliv fylder ikke så meget, men du bliver som læser hele tiden ajourført med, hvordan det går. Det tager ikke mange sider, at få Hamilton skilt fra sin kone og der ofres ikke mange sider på at fortælle om det forhold han nu er på vej ind i med Tessie.