Inger Wolf – Under en sort himmel

Titel: Under en sort himmel

Serie: Trokic/Kornelius (6)

Forfatter: Inger Wolf

Genre: Kriminalroman

Forlag: People’s Press

Udgivet: 2013

Antal sider: 352

En dansk vulkanforsker, hans kone og deres søn findes skudt i deres hjem i Anchorage, Alaska. Drabsmanden har placeret de dræbte rundt omkring et bord med et dukkehus og en portion aske. Umiddelbart en sag for politiet i Alaska, men da vulkanforskeren er en gammel bekendt af Daniel Trokic chef, sendes Trokic afsted for at hjælpe med opklaringen. Trokics chef mener, at det vil hjælpe efterforskningen, hvis en landsmand sendes afsted.

Trokic bliver teamet op med kriminalassistent Angie Johnson og mens efterforskningen går i gang, truer et vulkanudbrud og det presser på for hurtige resultater. Ud over at skulle finde drabsmanden, skal de også finde familiens 11 årige datter. Hun er ikke blevet fundet dræbt sammen med de andre og derfor antager Trokic og Johnson, at hun er i live.

Deres opmærksomhed ledes, takket være en årvågen nabo hurtigt i retning af en afvigende type, som er ved at indrette sin garage til en form for fangekælder. Dog falder denne teori til jorden, da denne person, findes myrdet. Samtidig kan de ikke helt slippe mistanken til vulkanforskermiljøet.

Herefter går jagten ind på ejerne af det dukkehus der blev fundet hos vulkanforskeren.

En aften bliver Angie overfaldet udenfor sit hjem i den lokale trailerpark. Har det en tilknytning til deres efterforskning?

Selvom Angie har en skjult side, som Trokic bliver interesseret i, så er Angie også en person, som kan få de bløde sider frem i Trokic. Undervejs åbner han op for sin macho side og bliver ret menneskelig.

Denne gang har Inger Wolf sendt Trokic ud i verden – der var måske ikke flere at slå ihjel i Aarhus? Det er en fin historie om en dansk politikommissær der sendes ud i verden med sin danske mentalitet og sit, efter Angie’s opfattelse, alt for lille skydevåben. Historien er troværdigt skrevet og man kan føle kulden helt fra Alaska.

Jeg vil give denne bog 4 ud af 5 stjerner.